NYHED  :  I 2011 på Jorinde og Joringel digtsamlingen Den Talende Fisk. Der følger op på den gode kvalitet .  Skrevet med lune og præcision. 

Mogens Bynkou Nielsen
Altid cyklende i modlys
Omslag af Ingerlise Vikne
Jorinde og Joringel 2009
ISBN 978-87-7322-071-9

Altid cyklende i modlys er en del af
Jorinde & Joringels første serie i 21 år .
Serien koster:
360 kr. ved henvendelse til forlaget (400 kr. i boghandlen).
Hvert hæfte kan købes for 80 kr. stykket.

Bidragene omfatter :
Karsten Bjarnholt: Mit mørke
Niels Hav: De gifte koner i København
Erik Helger: Balkoner
F.P. Jac: 33 års spontane hengivelser
Vagn Lundbye: Luftguitar
David Læby: Reade Street
Viggo Madsen: Luns af det levende
Henning Mortensen: So Happy Just To Be Alive
Mogens Bynkou Nielsen: Altid cyklende i modlys
Annelise Nielsen: Som noget af det sidste
Kirsten Nørgaard: Galileos finger
Kemal Özer: Kærlighedsmøder

 

Mogens Bynkou Nielsens Altid cyklende i modlys er på flere måder en smal bog. For det første har  Jorinde & Joringel her forladt mainstreamconceptet, der går ud på at en digtsamling skal indeholde op mod 100 sider / 100 digte og publiceret sin fine serie på 12 hæfter der hver er på ca. 30 sider.  Det betyder at mange  kommer til orde i en tid hvor flere og flere større forlag har fralagt sigt ansvaret for at der udgives god dansk lyrik og desuden at sejpineriet med at nå et vist antal digte undgås. Tilmed er hæfternes forsider flot illustrerede med en serie værker af Ingerlise Vikner.  Godt initiativ J&J !

Dernæst er Altid cyklende i modlys en smal bog i den mere gængse forstand: Vanskelig tilgængelig, krævende for læseren. Dette er naturligvis ikke negativt! Men for en anmelder , der vil prøve at formidle et vejledende indtryk af et værk, kan den smalle bog være et problem. Min proces startede med flere læsninger der mundede ud i en god oplevelse , der ikke umiddelbart kunne formuleres.  Indtil tilfældet kom mig til hjælp i form af Politikens bogtillæg lørdag d. 6. februar 2010 hvor Josefine Klougarts nye roman Stigninger og fald [Rosinante] var omdrejningspunktet i et forfatterinterview. Jeg citerer ” Sproget er simpelthen romanens ærinde….. Fanger man ikke den præmis, er det en kedelig bog. For der sker faktisk ikke rigtig noget. Den måde , hvorpå kæderne af billeder hele tiden inkluderer nyt stof, lægger rum til det konkrete  …. Det er romanens egentlige udsigelse. ”  [Bogen ….] ” Har en hovedperson,  der får læseren til at give sig hen til knopskydninger af associationer: sproget selv. ” [ Min fremhævelse] Så faldt min læsning på plads mellem knopskydninger af associationer!

En anden livline til læsningen af Bynkous digte er en samtale jeg havde med billedhuggeren og kunstneren Ingvar Cronhammar på det daværende Nordjyllands Kunstmuseum hvor Cronhammar pointerede at han med overlæg udlagde visse vanskeligheder i sine værker. Man skulle ikke komme let til sin forståelse.  Helt konkret nævnedes de høje trin man måtte op ad for at komme til centralrummet i Elia i Herning og blindskriftteksten på det imponerende areal af sorte fliser i Kunstmuseets park i Aalborg . Med et venligt glimt i øjet vil jeg gerne skyde MBN i skoene , at han med omhu har skrevet sine tekster så læseren ikke umiddelbart kan rumme dem ved første læsning.  Teksterne har umiddelbart genkendelige hverdagspassager på mikroplanet, men på makroplanet bliver man hele tiden udfordret af digterens knopskydninger af associationer,  kataloger over genstande, begreber og karakteristikker og udsagn .  Læsningen af nogle af digtene kan sammenlignes med en vandring henover marker hvor man passerer en række stenter og led; det kræver en indsats at komme frem; det kan være vanskeligt at gå tilbage; men til gengæld er græsset saftigt og meget grønt, lige der hvor man står.

Altid cyklende i modlys består af 25 digte. Første og sidste digt arbejder indenfor en cykel/ hjulmetafor: Det drejelige, flygtige og tvedelte, ængstelsen for at fastlægge.  ” Altid cyklende i modlys/ fordi det splitter mere end det samler/ og det tvedelte trækker mere end det fulde…….
på fasttrampede stier/ og fremmede veje, altid/ hurtigt forbi ” [31] .  Der er megen forkærlighed for det modlys der splitter mere end det samler. På [6] associerer forfatteren ”orden” med ”et puslespil i dynamit / og diamant”. På [12] bliver det klart at livet ikke kan ”arkiveres i din hyggelige lille/ treværelses lejlighed”.  Med sine kataloger over genstande, fænomener og handlinger som de findes i eksempelvis [15] og [16] gør digteren det klart, at mangfoldigheden ikke kan tæmmes. ; ” alle tilskuere melder pas ”.  Kreativiteten i sproget er kaotisk; sproget et billede på livet , der kun kortvarigt følger overskuelige mønstre. Skulle nogle af linjerne danne et genkendeligt forløb som i
[17] hvor ”Jeg har strand privat”, ender digtet alligevel i ” stormer af rasende hest” .  Selv i det smukke digt  om æbletræer og baggårdsroser [25] sørges omhyggeligt for at en ren hverdagsagtig forståelse ikke bliver dominerende. Digtet slår simpelthen med halen: ”de to hoveder/ der sidder på muren” og ”den lille fisk der skeløjet indrømmer, at den ikke egner sig til menneskeføde”. 

Selvom der fra [26] og frem er ved at udkrystallisere sig flere og flere klumper af umiddelbar hverdagsmening , kan digtene stadig ikke læses med autopilot. Beskrivelsen af et gensyn hvor ”jeg må hen og kramme dig” medfører at jeget må ”styrte[r] ud af flere døre… på jagt efter fasaner” . Da han vil ”se op på dig og lytte” kommer han ”fjorten bøger bagud”. I [27]  bliver det ”nat fra stjerne til stjerne” -  ”og nat i cementtromlens nedfald”.

Noget af forklaringen  på dette puslespil i dynamit og diamant; den brudte hverdagsmening; finder jeg i de to sidste digte. I [29] står der f.eks.  ” du er bange for reaktionen, for den tunge/ blandede bunke af gratis takkeskrivelser, du er simpelthen bange/ for at det skal være for godt” . Derfor modlyset, derfor altid hurtigt forbi ; inden sproget lægger sig til hvile. Med andre ord ” ..lad solen sprænge/ dig resolut i luften og grib/ den nedfaldende krop som du plejer”. [11]  Derfor den åbne slutning i slutdigtet.  [31].

Jeg skylder at give et par prøver på MBN´s digte.  F.eks. [8]: Først en beskrivelse af et du, så midt i digtet den karakteristiske koldbøtte, jeg mener udspringer af en bestræbelse på at give læseren modstand og opbremsning. Karakteristisk er også variationen i brugen af konkreter.

Du boede i det hospital der vendte ud
der lå på trappen ned
til forfra, du boede i den gade
i den blinde gade hvor spurvene
hakkede i stykker af pålægschokolade
du var en heks i mit cykelskurs revner
nej nu glemmer jeg bibelkredsens
mænd der kom hjem med deres sorte
mapper under armen, nej
nu glemmer jeg interessen for høns
der løb gennem hækkens huller
fra nabo til nabo og ville spise med
på græsplænerne, når vejret var rigtigt
strålende

Og  [28] er sikkert forfatterens bud på et rigtigt menneske. Dybt facetteret og sammensat. Set i modlys uden entydige detaljer. Set i forbifarten.

Jeg var fisk indser jeg først
jeg var rose i et andet palads
jeg var kaktus på klippefødder
kæmpende for min families underhold
jeg var færdig med at skrive en symfoni
tilegnet vandliljen
og jeg var færdig med at tørre op på badeværelset
jeg var skyldig i månens tilbagetrækning
men havde ingen indflydelse på tavsheden
i byen, eller den  triste udfart
fra garagen, bilen der stødte
voldsomt ind i et figentræ
jeg var ikke hensat i ekstase da jeg memorerede
en salme fra århundredets svulmende
pragt, jeg var for begærlig når jeg udregnede
fortjenesten ved salg og byttehandler
jeg var bror til juni og juli
og jeg var far til, hvad var jeg far til
jeg var far til et undrende barn

-           Så flot kan man beskrive et menneske!

Altid cyklende i modlys erMogens Bynkou Nielsens fjerde udgivelse. Hans karakteristiske sprogbrug med utraditionelle ordkombinationer og spændstigt sprog er ved at blive et genkendeligt varemærke.  Der er som vanligt tale om sprogligt overskud uden metaltræthed.

Poul Høllund Jensen

13. februar 2010

 

Mogens Bynkou Nielsen har skrevet digtsamlingen ” Et træ åbner sig ” og udgivet den på Eksperimental Forlag , Hinnerup.

Denne æstetisk layoutede digtsamling rummer 67 digte. Oftest iagttagelser fra årets gang i naturen og fra hverdagen, men læseren får også lov at kigge forfatteren over skulderen når denne filosoferer eller slår en smut ind omkring sig selv.

Naturdigtene anslås allerede i titlen. De er udtryk for stor iagttagelsesevne og rolig indlevelse i træer, fugle, vind, sol, sne edderkopper, mariehøns,  siv og biers natur. Ikke traditionel naturlyrik , men iagttagelse omsat i billedsprog og forsynet med overraskende kommentarer, pudsige vinkler. Kastanieblade kravler hastigt som edderkopper. -  Svalerne der strøg mod himlens skjorte .- Sneen er den store magiker. Skovens trommesal begynder blødt – er nogle af de mange rammende bille- der. Det er tydeligt, at forfatteren har sin daglige gang i naturen og forstår at afdække det der ligger under den umiddelbare overflade.

Bynkou kan noget med sproget! F.eks. i digtet Aftenstemning:   Sivet fletter sig i sin dyne/månen er vred i nattesærk//kvælden lyser på bondemandens jord/aftenguldet vaskes i gruekdelen//og tidens kjortel. Ord som kvæld og gruekedel, der længe har stået i sprogets glemmebog, bliver genopdagede og skaber en helt speciel stemning med månen som arrig bondekone. Nyskabende er også linier som drager der blev overholdt i snor; skyerne der krøb i alle størrelser; knapheden brister/de sidste fibre er slidt op.

Mogens Bynkou har en fortid som indisk filolog og jeg mener at kunne ane en filosofisk dybde adskillige steder i samlingen. En tandlæge er ikke stærkere/end det bor han bruger…en skolelærer er ikke klogere/end mængden af de børn han har været. Sjælevandring! Og så er jeg helt vild med følgende digt : Erindring : Den demente husker sin egen far/da han smed ham så højt i luften/og greb hvad der nu faldt ned//i bittesmå stykker af barn.

Så er der humoren : .. jeg sidder med avisen i hånden/og stirrer på et billede af Gud….af artiklen fremgår det at han stiller op til valg igen ; og alvoren : Det forår sprang skoven ikke ud/ en dag standsede solen på sin bane.

Samlingen er bredt anlagt. Men enkeltdigtene har ofte stor skønhed og eftertanke. Læs et par hver dag på det tidspunkt af dagen hvor du er særlig åben for indtryk !

!!! Det samme er tilfældet med den nyligt udkomne samling af Mogens Bynkou Nielsen . Fra å til ø. Og det er bestemt ikke ment som en mangel . Det betyder, at det enkelte digt har så stor kraft, at man er nødt til at holde pause inden det næste. Mogens kan noget meget spændende: Uden provokerende eller uskønne ord får han først læseren til at hvile i en tilstand af harmoni - lissom når man smager på chilipeber og synes at den er da meget mild de første sekunder - men så begynder man at tænke over de dybere lag, den dybere mening med det man lige har læst og der opstår en ofte udefinerbar uro. Førsteindtrykket er langt fra så uskyldigt som man tror. 

Jeg synes du skulle gå på biblioteket og forlange at låne Mogens´ sidste samling. Eller bedre: Købe den selv.   

6. oktober 2006

Poul Høllund Jensen

 

Og vi forstår det ikke


Mogens Bynkou Nielsen

Pirolens fløjt

Eksperimental forlag 2009

                                                             www.eksperimentalforlag.dk

ISBN 978-87-91142-60-4

Mogens Bynkou Nielsens tredje digtsamling er meget forskellig fra de to tidligere [ Et træ åbner sig (2004)  og Fra ø til å (2006) . Se anmeldelser på www.jeggaarisolen.dk ] Mens der i de foregående bøger er lagt stor vægt på at  indholdet er formidlet i et  overraskende og eksperimenterende sprog,  er der her tale om en  mere stilfærdig og enkel formulering af det der er forfatterens anliggende. 

Lad mig med det samme sige at Pirolens fløjt for mig må associeres med en ikke vesteuropæisk anskuelsesmåde. En uopmærksom læser kunne uden tvivl gøre sig lystig over bogens gentagelse af bestemte sætninger og ord, og har dermed misset en væsentlig pointe: At et mantra er skabt for at blive messet, sagt, gentaget, indoptaget i krop og sjæl. Og hvilket mantra! ”de kender det ikke/ de forstår det ikke; vi forstår det ikke… for vi kender dem ikke; det kan vi ikke forstå; for vi kender dem ikke; at de ikke kender os/ og ikke forstår os; ”  Det er mantraet om verdens uigennemskuelighed, om fremmedgørelsen fra andre levende væsener. Den gensidige uforståelighed mellem dyr og mennesker, natur og menneske, fænomenerne og mennesket.

”Mestersneglen bevæger sig i ryk
den tilbagelægger de afstande den kender
den forstår os ikke
den kan ikke leve med vores fart
og den kender os ikke
og vi forstår den ikke
for hvis vi kendte den
var den lige som os
og det er den ikke
vi kender den virkelig ikke
og det er sørgeligt…….”

Der er noget i spil, der går bagom sproget.  Et digt kan f.eks. hedde Mus og starte med en enkelt genkendelig sætning ” Under sengene lever musene”  , hvorefter stedordet ”de” tager over og
bliver universelt :  ” de har dem ikke med/de kender dem ikke/de kalder dem ikke navne/for de kender dem ikke/ og de går ikke hjem/ for de har det ikke”.  Ordet ”de” bliver til en størrelse der enten er indholdsløs eller omfatter alt.  En teknik som Mogens Bynkou Nielsen benytter bogen igennem, så nogle af sprogets i sig selv indholdsløse ord, pronominerne, bliver spændt op med så mange referencer at de bliver gennemsigtige , overskrider sproget som meningsbærende system. Hvilket bringer læseren [i hvert fald mig] i nærkontakt med spørgsmålet om hvorvidt dagligdagens fænomener er det de tilsyneladende giver sig ud for.

”Roserne begriber den enkleste sætning
men vi forstår den ikke
vi er ikke blevet underrettet
ingen har set os
det ved vi ikke
og vi vil ikke vide det
og roserne kender os
men vi kender ikke dem
og det får dem ikke til at svare”

Selv om det formelt er skyerne ordet ”de” henviser til i følgende citat, kan man godt komme i tvivl om hvad en sky nu egentligt er for en størrelse.

” og skyerne er med
de følger os
de kender os
de er os i deres former
de er os i deres indhold
for de kender os så godt
og ved ikke hvem de skal tro på
de gør det bare
følger os”

Vi bliver fremmedstillede over for skyer, mus, åkander [ ” og de blomster kender vi ikke/ de åkander ved vi ikke hvad er” ] . Pirolens sang er langt hen ad vejen et mantra om menneskets manglende indsigt i det der er lige foran det og omkring det.   Til trods for at  ”nu er den [pirolen] her” kan vi  ”ikke se sangen” kan vi ” ikke høre den/ men den er der/ højt oppe/ og lige her”. 

Og -

”… før det går ind
og før det forsvinder
og før det fortsætter
og sætningen er ikke færdig
den fortsætter
den vil forstå
den vil leve på disse sider
men det kan jeg ikke hjælpe den med”

Og i slutdigtet -

” Dragterne er ikke vores egne
…stavelser forsvinder
ordene går ind i sig selv
vender ryggen til ”

Bogen lægger op til en reorientering af læserens perception af verden. Giver afkald på skråsikre standpunkter. Er fuld af ekkoer der ligger lige under bevidsthedsgrænsen.

 ”Men det er ikke det samme - blot på en anden måde.” 

Sprogligt set er der mange smukke tekster som f.eks. digtet  Nattens fugl  eller digtet Måne;  men også enkelte digte der burde have været skarpere formuleret og derfor bryder den ellers overordnet stilsikre  sammenhæng. [ Som  digtet Sangeren der flakser for meget eller Rosens torne hvor enkeltelementerne skurrer mod hinanden ]

Men vigtigst er det at vi bliver fremmedstillede over for skyer, mus, åkander – og børn.

”Og de børn er vores
og vi kender dem ikke
og de går ind igen
og vi skylder dem
og det ved de ikke
men en gang får de det at vide
en gang må de vide det
men ikke nu”

 

Poul Høllund Jensen 26.maj 2009